Amarone Vigneto Alto

Beskrivelse
Amarone er en absolut topvin i Italien, Bussola er en absolut topproducent i Veneto, og Vigneto Alto TB er Bussolas top-amarone. Behøver man sige så meget mere? En vin som denne taler nærmest også for sig selv, og den er altså veltalende på den allermest retorisk kompetente måde, man kan tænke sig. Med sine 17,5 % alkohol er det en vin, der taler højt og klart, og den fortæller, ligesom lillebror TB, om en velsignelse af blåbær og brombær, sveske, blomme og rosin. På dette niveau er kraft på sin vis en selvfølge, men der hvor den ægte klasse viser sig, er i de lette, men intense, næseborsfortryllende toparomaer af blomsterparfume, der giver vinen en nærmest paradoksal elegance, med tanke på den ekstreme frugt og den høje alkohol. Dit forhold til amarone bliver aldrig det samme!




Om producenten
Tommaso Bussola er en stjerne – så enkelt kan det siges. Uanset om man spørger amerikanernes yndling, Robert Parker, Veneto-koryfæet Guiseppe Quintarelli eller Danmarks egen Veneto-ekspert, Thomas Ilkjær, så er svaret det samme: Bussolas vine er noget for sig. Den dengang unge Tommaso, begyndte i 1977 at arbejde i sin onkel Guiseppes marker, viste med det samme at han havde talent, og begyndte først i 80’erne at lave sine egne vine. Selvom han nu tilhører toppen af poppen indenfor amarone og recioto, så er det først og fremmest i marken og i kælderen, at Tommaso bruger sin tid (og gudskelov for det, kan man ikke lade være med at tænke når man smager hans vine). I marken er pesticider og herbicider bandlyst, der plukkes i hånden og den efterfølgende appasimento varer ofte omkring fire måneder for amaronerne og syv måneder for reciotoerne. I kælderen er man lige så kompromisløs som i marken. Der bruges barriques, men kun til de vine, som Tommaso mener, har godt af det, og denne dogmefrihed er symptomatisk for vinificeringen, der indeholder både traditionalistiske og modernistiske metoder. Kort sagt laves de enkelte vine altså på den måde, Tommaso har lyst til at lave dem, og når man har hans håndelag, så er det som regel væsentligt bedre end at følge den slagne vej. Stilen er frugtdrevet, uhyre kraftfuld og meget intens, med den lyse og elegante Valpolicella Classico som eneste undtagelse. Amaronerne er majestætiske og har frygtindgydende power, mens reciotoerne nok slet og ret er de bedste søde vine i hele landet.

Om appellationen
Passito, ripasso, recioto, amarone, classico superiore og jeg skal gi’ dig, skal jeg. Der er skruet helt op for appellations-teknikaliteterne og de vitikulturelle spidsfindigheder nord for Verona i dalen omkring landsbyen Valpolicella, der giver navn til området. Recioto var den oprindelige version af rosin-vinen, og det formodes at amaronen opstod ved en fejl, hvor recioto fik lov at gære ud, og dermed miste sødmen til fordel for alkohol, i hvad der for nogle årtier siden betragtedes som ufattelige mængder. 15-16 % er ikke længere noget man studser så voldsomt over. Amarone og recioto er afgjort noget for sig, men området byder også på mere vanlig bordvin (blot benævnt valpolicella). Classico, hvis druerne høstes i den oprindelige og mere prestigiøse zone; superiore, når druernes beskaffenhed giver mulighed for at gære minimum 12 % alkohol og man samtidig lagrer vinen i mindst et år. Ripasso fortæller historien om, at druekvas fra overstået produktion af amarone eller recioto pumpes over i basisvinen, der på den måde får tilsat lidt ekstra charme.

Amarone Classico DOC

OKTOBER OG NOVEMBER

MÅNEDENS VIN

Beskrivelse
Bussolas ”almindelige” amarone, er en af den slags vine, der slet ikke harmonerer med et ord som ”almindelig”. Stilen er lidt blødere og bredere end i TB-amaronerne, og aromatisk lægges her ud med frisk frugt i form af kirsebær og intens tørret frugt, i form af rosin og sveske, i en markant sød næse. Herefter gives plads til de sekundære aromaer, som bidrager med et interessant brødagtigt præg, lidt animalske toner, nyt læder og en typisk æblekernebitterhed. Skåret over den samme gamle amarone-læst, tænker du måske, men når man nu har den bedste læst i Veneto, så ligner resultatet ikke noget andet.

Om producenten
Tommaso Bussola er en stjerne – så enkelt kan det siges. Uanset om man spørger amerikanernes yndling, Robert Parker, Veneto-koryfæet Guiseppe Quintarelli eller Danmarks egen Veneto-ekspert, Thomas Ilkjær, så er svaret det samme: Bussolas vine er noget for sig. Den dengang unge Tommaso, begyndte i 1977 at arbejde i sin onkel Guiseppes marker, viste med det samme at han havde talent, og begyndte først i 80’erne at lave sine egne vine. Selvom han nu tilhører toppen af poppen indenfor amarone og recioto, så er det først og fremmest i marken og i kælderen, at Tommaso bruger sin tid (og gudskelov for det, kan man ikke lade være med at tænke når man smager hans vine). I marken er pesticider og herbicider bandlyst, der plukkes i hånden og den efterfølgende appasimento varer ofte omkring fire måneder for amaronerne og syv måneder for reciotoerne. I kælderen er man lige så kompromisløs som i marken. Der bruges barriques, men kun til de vine, som Tommaso mener, har godt af det, og denne dogmefrihed er symptomatisk for vinificeringen, der indeholder både traditionalistiske og modernistiske metoder. Kort sagt laves de enkelte vine altså på den måde, Tommaso har lyst til at lave dem, og når man har hans håndelag, så er det som regel væsentligt bedre end at følge den slagne vej. Stilen er frugtdrevet, uhyre kraftfuld og meget intens, med den lyse og elegante Valpolicella Classico som eneste undtagelse. Amaronerne er majestætiske og har frygtindgydende power, mens reciotoerne nok slet og ret er de bedste søde vine i hele landet.

Om appellationen
Passito, ripasso, recioto, amarone, classico superiore og jeg skal gi’ dig, skal jeg. Der er skruet helt op for appellations-teknikaliteterne og de vitikulturelle spidsfindigheder nord for Verona i dalen omkring landsbyen Valpolicella, der giver navn til området. Recioto var den oprindelige version af rosin-vinen, og det formodes at amaronen opstod ved en fejl, hvor recioto fik lov at gære ud, og dermed miste sødmen til fordel for alkohol, i hvad der for nogle årtier siden betragtedes som ufattelige mængder. 15-16 % er ikke længere noget man studser så voldsomt over. Amarone og recioto er afgjort noget for sig, men området byder også på mere vanlig bordvin (blot benævnt valpolicella). Classico, hvis druerne høstes i den oprindelige og mere prestigiøse zone; superiore, når druernes beskaffenhed giver mulighed for at gære minimum 12 % alkohol og man samtidig lagrer vinen i mindst et år. Ripasso fortæller historien om, at druekvas fra overstået produktion af amarone eller recioto pumpes over i basisvinen, der på den måde får tilsat lidt ekstra charme.

Amarone Crosara

Beskrivelse
Ingen fikumdik: dette er amarone! Crosara er Montresors vaskeægte kærlighedsbarn, undfanget af ønsket om den ultimative forløsning af virksomhedens æstetiske ambitioner og tekniske muligheder. Og hvilken drømmevin, det er! En flot og ekstremt udtryksfuld næse med lige dele primærfrugt og dybere obskuriteter fester sine sødmefulde herligheder ud i æteren med en usnobbet og målrettet gestus. I sin velmodnede iver minder profilen om en god vintage-port, om end munden forbliver væsentligt friskere og tørrere i Crosaraen. Når det er sagt, er vinen stadig blandt de sødeste røde i sortimentet, kun overgået af Lonardis recioto. Her er altså en amarone i en ødsel, indsmigrende og næsten vulgært lækker udgave til enhver velynder af netop det, som gør amarone forskellig fra alle andre vine i verden: kombinationen af en stor og dyb næse, muskuløs frugt, forfriskende syre, behageligt tanninbid og en lille sød kant på tungespidsen. Hvad er det nu, det hedder? Nå jo: mums!

Anvendelse, behandling og lagring
Der er en vin til enhver lejlighed, og ellers må du skabe lejligheden til den rigtige vin. Amarone kan drikkes til flere forskellige ting, men det eneste, der passer helt perfekt, er den liflige fornemmelse af det helt rigtige selskab, ro efter middagen og tid til kontemplation over livets og dets ulidelige lethed. En lethed, der dog lige er til at holde ud, når man har skænket sig et velvoksent glas af Crosara til at ordne anden halvleg af verdenssituationen med en betroet. Højst et lille stykke chokolade på siden, eller et stykke lufttørret pølse uden brød.

Om producenten
Gigantproducenten Montresor er lig med stordriftsfordele på glas. Druerne kommer fra en Verona-baghave på rundt regnet 100 hektar satellitovervågede vinmarker. Satellitterne sikrer at druernes tilstand er under konstant observation og muliggør rettidig indgriben, hvis noget ikke går som vinpræsten prædiker. Frem for alt betyder det, at druerne kan plukkes, når den perfekte modenhedsgrad er indtruffet, evt. kun på mindre markafsnit ad gangen. Det er der mange seriøse vinmagere, der vil misunde dem efter den 17. markvandring, som alligevel kun skabte et nødtørftigt billede af tingenes tilstand. Montresor dækker veneto-paletten bredere end de fleste; shop løs blandt vine fra Valpolicella, Bardolino, Custoza og Soave. Når du sætter tænderne i lyksalighederne, kan du eventuelt gøre det til historien om familiens plads i litteraturen, nedstamningen fra et hæderkronet Loire-slot i 1600-tallet og om, hvordan de har vundet priser fra nær og fjern. Googl derudeaf!

Om appellationen
De tre områder er alle placeret mindre end et par veltrænede spytklatter fra Venetos hovedby Verona. Bardolino helt ned til Gardasøens bredder, med fokus på rødvinsproduktion og en ofte traditionsbevidst udnyttelse af de lokale druer corvina og rondinella plus en stribe mere perifere, fuldstændig som i det mere berømte nabodistrikt Valpolicella. Lige syd for finder vi Custoza, som er mest kendt for sin produktion af hvidvin, og dermed ligner den mere østligt beliggende nabo, Soave, som flere af os nok har noteret eksistensen af. Her hersker den oprindelige drue garganega og lægger frugt til områdets smukke vine, der kan være alt fra sprøde og læskende til mere runde og bløde, som netop er betydningen af det italienske ord ”soave”.

Amarone Classico

Beskrivelse
Amarone med en ualmindelig aromatisk dybde, kompleksitet og modenhed i kombination med en stadigt lyslevende, vinøs og imødekommende konstruktion i perfekt balance. Den efterhånden let bedagede vin begaver os med et væld af spændende dufte fra den dybrøde substans. Læder, tang, hestestald og en ubestemmelig floral note melder sig uvilkårligt som fortrop til de veludviklede frugttoner, som behændigt afspilles i det fjerne. Munden blød, rund og velformet; tør og med et forfriskende alkoholisk mådehold, der tillader vinen et læskende moment igennem lagene. Munden åbenbarer tillige en sand underskov af supplerende aromaer a la nybagt hvedebrød, havregrød og hasselnød. Lonardis flagskib er ubestrideligt en værdig bannerfører for husets kvalitetsambitioner og for amarone som vintype i det hele taget.

Anvendelse, behandling og lagring
Det er smukt at se Giuseppe Lonardi selv anbefale en serveringstemperatur på 20 til 22 grader – vel at mærke til en vin på 15 % alkohol. Det er vist det, vi kalder kultur! Her fra adressen skal vi ikke gøre os klogere end manden bag vinen, men kan dog henstille til, at du smider kalorius en halv time i køleren før servering, så du oplever vinen både ved 16-17 grader (det første glas) og ved 20-22 (det sidste – i denne omgang). Drik til et stykke lufttørret skinke eller pølse, eller slet og ret til lyden af dit armbåndsurs tikken, mens du funderer over livets lyksalighed.

Om producenten
”I vores familie hedder den førstefødte søn altid Giuseppe”. Traditioner spiller tilsyneladende en vis rolle hos familien Lonardi, der inkarnerer alt det, vi i den pittoreske lup ser for os som ægte italiana. Fra tilholdsstedet i Marano i Valpolicella Classico driver familien, med Giuseppe (!) i spidsen, både familiens vinvirksomhed og det osteria, der sikrer den lokale kogekunsts tilgængelighed for lokale og tilrejsende ganer. Da vores nulevende ’Bepi’ (lad os da bare være på kælenavn) i 1984 overtog fra farmand-Bepi, var det med intentionen om at fokusere ensidigt på vinproduktionen. Lokale protester fra stamgæsterne har sikret at restaurationen endnu består, men vinen fik heldigvis også den proklamerede ekstra opmærksomhed. Traditions-fokus har ikke stået i vejen for lysten til at udfordre og prøve noget nyt. Bedst eksemplificeret ved super-valpolicellaen Priviligia. Lige dele cabernet franc og corvina og delvist passito (vinificeret på tørrede druer – amarone-metoden).

Om appellationen
De tre områder er alle placeret mindre end et par veltrænede spytklatter fra Venetos hovedby Verona. Bardolino helt ned til Gardasøens bredder, med fokus på rødvinsproduktion og en ofte traditionsbevidst udnyttelse af de lokale druer corvina og rondinella plus en stribe mere perifere, fuldstændig som i det mere berømte nabodistrikt Valpolicella. Lige syd for finder vi Custoza, som er mest kendt for sin produktion af hvidvin, og dermed ligner den mere østligt beliggende nabo, Soave, som flere af os nok har noteret eksistensen af. Her hersker den oprindelige drue garganega og lægger frugt til områdets smukke vine, der kan være alt fra sprøde og læskende til mere runde og bløde, som netop er betydningen af det italienske ord ”soave”.

Brunello Di Montalcino

Beskrivelse
Fabelagtigt velholdt, ren, præcis, storladen, uudgrundelig, ødsel, saftig og velformet brunello fra den strålende 99-årgang, som netop nu rammer sit zenit både i næse og mund. En dyb og lækker bouquet af brombær, tjære, trøffel, lakridspibe og chokoladesovs fastholder din udelte opmærksomhed og visselige beundring. Meget bedre kan vin ikke laves (seriøst!). Lag på lag af prægtig næse kan afdækkes, hvo som trænger, mens munden i højere grad manifesterer sin storhed fra første slurk. En stor og velformet frugt balancerer perfekt på en ekstremt mundvandsfremkaldende syre og flankeres ypperligt af et fast og smukt defineret tanningreb om dine forkælede gummer. En imponerende og beundringsværdigt lydefri konstruktion med alle komponenter i maksimal sync. En ægte brunello i sin bedste alder. Behøver vi sige mere?

Anvendelse, behandling og lagring
Scopone foreslår selv at servere brunelloen til pelsvildt, grillet kød og modne oste. Der er stor diskussion om sidstnævntes korrespondance med rødvin, og man kan selvfølgelig mene, nøjagtigt hvad man vil. Herfra skal rådet lyde at reservere en god hvidvin til de modne oste, evt. én med noget sukker i, og at forbeholde de tørre røde til det decideret salte køkken og en lejlighedsvis chokoladekage. Vinen har godt af en lille time på karaffel, men der er ingen grund til at lade den tilbringe natten på den bredbundede. Server af dine fineste glas ved 18 grader. 1999 er perfekt moden netop nu og de næste par år. Den er i live indtil 2015, men bliver næppe meget bedre, end den er nu.

Om producenten
Med Il Bagatto anslår Fattoria Scopone den muntre tone. Herpå agerer uendelighedssymbolet på flabet vis glorie i et parafrasisk religiøst motiv. Flaskens indhold følger stilen op i en bordeaux-blanding tilsat et par dråber sangiovese. Nu er det jo ikke i sig selv usædvanligt, at en toscansk vinsmed laver en eller flere super-versioner (super-toscaner er den traditionelle betegnelse for en vin, som ved anvendelsen af ikke tilladte druer eller andre ukonventionel produktionsteknikker, undsiger lokal vinlovgivning og følgelig klassificeres med det formelt set mindre prestigiøse IGT-prædikat). Men Fattoria Scopone viser gang på gang viljen til at gå nye veje. Hvornår hørte du eksempelvis sidst om en vin, der lever op til mosaiske forskrifter for fødevarer? Dette kuriosum finder du dog ikke i vores portefølje. Derimod får du muligheden for at smage den frække bagatto op imod de lokale duksedrenge: rosso og brunello di Montalcino. Now, that’s kosher!

Om appellationen
Vi er vilde med det! Det smukke landskab. De højtbesungne toscanske bakker. Maden og vinen. Danskerne konsumerer italiensk vin i mængder som aldrig før, og med den goodfeeling, der omkranser alt toscansk, indtager områdets vine en eftertragtet position i danske vinreoler. Syd for Siena finder vi Montalcino-området, der er hjem for brunello, et af bladene på det italienske trekløver af pang-vin. Hvor den til tider voldsomme amarone, og den tanniske barolo kan være for meget af det ene eller andet i diverse danske ganer, er det svært at blive uenige om at værdsætte den mere ødsle brunello – den ypperligste manifestation af det, danskere godt kan lide ved italiensk vin: tæt solmoden frugt og fad. Nord for Siena, i retning mod Firenze, ligger Chianti-området. Her har særligt hjertet, classico-zonen, opnået en tiltrængt revitalisering oven på en periode, hvor chianti betragtedes som ligegyldig bællevin. Mere restriktive regler for bl.a. høstudbytte, sikrer højere kvalitet og er medvirkende til, at der igen kan indløses en fornuftig sangiovesisk smagsdividende ved at satse sparekronerne på chianti classico.

Priviligia IGT

Beskrivelse
En hastigt passerende cabernet-tone i toppen af en smukt udfoldet næse indikerer årsagen til Privilegias relativt lave klassificering til IGT Rosso Veronese. Halvdelen af vinens frugt hedder nemlig cabernet franc, men hele vinens frugt er kernesund, veldefineret og perfekt modnet til at skabe en glimrende struktureret rosso med lækker frugtig tyngde og en aromatisk elegance af sjældne proportioner. Den ekspressive og dog køligt distingverede bouquet af sort peber, granit, mynte, nyslået græs og blåbær løsner sig velvilligt fra den mørke væske og forfører rummet med sin flotte balance mellem primærfrugt og vidnesbyrd om det salige bid af tidens barmhjertige tand. Munden bæres af francens fast tanniske greb om situationen og corvinaens feminine parfume og lettere statur. En forfriskende syre har holdt herligheden på dupperne siden 1999, og siden er alle elementer smeltet sammen til en smukt integreret helhed.

Anvendelse, behandling og lagring
En vellavet vin til vellavet mad. Den kraftfulde struktur stiller krav om en indholdsrig, fyldig og gerne fed gastronomisk kontekst. På den anden side borger den delikate næse og store kompleksitet for et mere raffineret og detaljeret køkken. Kombiner de to i dyreryg, lammemedaljoner eller en krydret vildtragout med stegte rødder og friske urter. Hvidløg er et must! To timer på karaffel er ikke for meget, og hvis du tør, kan du jo lade den stå i krukken fra dagen før. Server ved 17 grader i dine største, fine krystalglas. Selvom vinen er moden og klar på den værste, er der al mulig grund til at forvente yderligere positiv udvikling i hvert fald et par år endnu. Nulstil den inden 2012, hvis du vil være på den sikre side. Men det behøver man jo ikke altid.

Om producenten
”I vores familie hedder den førstefødte søn altid Giuseppe”. Traditioner spiller tilsyneladende en vis rolle hos familien Lonardi, der inkarnerer alt det, vi i den pittoreske lup ser for os som ægte italiana. Fra tilholdsstedet i Marano i Valpolicella Classico driver familien, med Giuseppe (!) i spidsen, både familiens vinvirksomhed og det osteria, der sikrer den lokale kogekunsts tilgængelighed for lokale og tilrejsende ganer. Da vores nulevende ’Bepi’ (lad os da bare være på kælenavn) i 1984 overtog fra farmand-Bepi, var det med intentionen om at fokusere ensidigt på vinproduktionen. Lokale protester fra stamgæsterne har sikret at restaurationen endnu består, men vinen fik heldigvis også den proklamerede ekstra opmærksomhed. Traditions-fokus har ikke stået i vejen for lysten til at udfordre og prøve noget nyt. Bedst eksemplificeret ved super-valpolicellaen Priviligia. Lige dele cabernet franc og corvina og delvist passito (vinificeret på tørrede druer – amarone-metoden).

Om appellationen
De tre områder er alle placeret mindre end et par veltrænede spytklatter fra Venetos hovedby Verona. Bardolino helt ned til Gardasøens bredder, med fokus på rødvinsproduktion og en ofte traditionsbevidst udnyttelse af de lokale druer corvina og rondinella plus en stribe mere perifere, fuldstændig som i det mere berømte nabodistrikt Valpolicella. Lige syd for finder vi Custoza, som er mest kendt for sin produktion af hvidvin, og dermed ligner den mere østligt beliggende nabo, Soave, som flere af os nok har noteret eksistensen af. Her hersker den oprindelige drue garganega og lægger frugt til områdets smukke vine, der kan være alt fra sprøde og læskende til mere runde og bløde, som netop er betydningen af det italienske ord ”soave”.

Il Bagatto Toscana IGT

Beskrivelse
Scopones kompromisløse specialcuvée har utvivlsomt fået max anslag på alle tangenter for at swinge så forførende selv i den middelmådige årgang 2002. Usle 5000 flasker er der produceret af dette bordeaux-blend, hvis hårdhændede behandling på træ stadig er tydeligt i næsens øverste lag. Men stikker man næsen en kende længere ned i den mørke suppedas vanker der rundhåndet aromatisk belønning. Det varietale islæt er fortrukket til fordel for en tertiær dybde af imponerende proportioner; toppet af letflygtige balsamiske noter klinger en mildt krydret bouquet af solbær og brombær. Den koncentrerede frugt fylder munden flot ud og holdes i en tæt tannisk benlås, der kræver masser af luft eller tid for at løsnes. Træet markerer igen den saftige finale, men alle kriterier for at forvente et enormt udviklingspotentiale er til stede, så man kan ikke andet end bifalde opprioriteringen af træ, syre og tannin. Det smelter sammen inden for et par år, og så står vi med et sandt vidunder af en, ja, man tør jo knapt sige ordet: supertoscaner! Men lige den her er altså ret så super! Sicuro!

Anvendelse, behandling og lagring
En times tid under åben himmel vil blæse toppen af fadets aromaer ud i det blå og give plads til frugten. Server i store glas ved 16-18 grader, og hvorfor ikke kombinere med noget klassisk toscansk føde, når vi nu alligevel er på de gastronomiske kanter. Prøv med gnocchi i salviesmør, eller i let afkølet form til friterede sardiner. Skal der kød på bordet er lam eller vildsvin oplagte bud, men du kan også benytte lejligheden til at lave din berømte lasagne. Den kan ungerne også så godt lide. Vinen er fint drikkemoden nu, men bliver som nævnt endnu sjovere om to-tre år. Drik den inden 2015

Om producenten
Med Il Bagatto anslår Fattoria Scopone den muntre tone. Herpå agerer uendelighedssymbolet på flabet vis glorie i et parafrasisk religiøst motiv. Flaskens indhold følger stilen op i en bordeaux-blanding tilsat et par dråber sangiovese. Nu er det jo ikke i sig selv usædvanligt, at en toscansk vinsmed laver en eller flere super-versioner (super-toscaner er den traditionelle betegnelse for en vin, som ved anvendelsen af ikke tilladte druer eller andre ukonventionel produktionsteknikker, undsiger lokal vinlovgivning og følgelig klassificeres med det formelt set mindre prestigiøse IGT-prædikat). Men Fattoria Scopone viser gang på gang viljen til at gå nye veje. Hvornår hørte du eksempelvis sidst om en vin, der lever op til mosaiske forskrifter for fødevarer? Dette kuriosum finder du dog ikke i vores portefølje. Derimod får du muligheden for at smage den frække bagatto op imod de lokale duksedrenge: rosso og brunello di Montalcino. Now, that’s kosher!

Om appellationen
Vi er vilde med det! Det smukke landskab. De højtbesungne toscanske bakker. Maden og vinen. Danskerne konsumerer italiensk vin i mængder som aldrig før, og med den goodfeeling, der omkranser alt toscansk, indtager områdets vine en eftertragtet position i danske vinreoler. Syd for Siena finder vi Montalcino-området, der er hjem for brunello, et af bladene på det italienske trekløver af pang-vin. Hvor den til tider voldsomme amarone, og den tanniske barolo kan være for meget af det ene eller andet i diverse danske ganer, er det svært at blive uenige om at værdsætte den mere ødsle brunello – den ypperligste manifestation af det, danskere godt kan lide ved italiensk vin: tæt solmoden frugt og fad. Nord for Siena, i retning mod Firenze, ligger Chianti-området. Her har særligt hjertet, classico-zonen, opnået en tiltrængt revitalisering oven på en periode, hvor chianti betragtedes som ligegyldig bællevin. Mere restriktive regler for bl.a. høstudbytte, sikrer højere kvalitet og er medvirkende til, at der igen kan indløses en fornuftig sangiovesisk smagsdividende ved at satse sparekronerne på chianti classico.

Valpolicella Cadel Latio Superiore Ripasso

Beskrivelse
Fra Bussolas Ca’ del Laito-vineri kommer en traditionelt fremstillet ripasso, der kunne blæse mange andre producenters amaroner af banen. I duften dominerer klassiske Veneto-dyder, som dybe og varme frugtaromaer af mørke kirsebær, friske blommer og svesker, men der slækkes ikke på elegancen, og dermed fornemmes vinen meget struktureret. Vinen rammer munden med en varm og potent mundfylde, der breder sig fra et kernepunkt på tungen, og derpå folder sig ud som en påfuglehale med engelsk lakrids- og marcipan-noter, for til sidst at stramme til med kirsebærstensbitterhed på den der helt særlige italiano-manér.




Om producenten
Tommaso Bussola er en stjerne – så enkelt kan det siges. Uanset om man spørger amerikanernes yndling, Robert Parker, Veneto-koryfæet Guiseppe Quintarelli eller Danmarks egen Veneto-ekspert, Thomas Ilkjær, så er svaret det samme: Bussolas vine er noget for sig. Den dengang unge Tommaso, begyndte i 1977 at arbejde i sin onkel Guiseppes marker, viste med det samme at han havde talent, og begyndte først i 80’erne at lave sine egne vine. Selvom han nu tilhører toppen af poppen indenfor amarone og recioto, så er det først og fremmest i marken og i kælderen, at Tommaso bruger sin tid (og gudskelov for det, kan man ikke lade være med at tænke når man smager hans vine). I marken er pesticider og herbicider bandlyst, der plukkes i hånden og den efterfølgende appasimento varer ofte omkring fire måneder for amaronerne og syv måneder for reciotoerne. I kælderen er man lige så kompromisløs som i marken. Der bruges barriques, men kun til de vine, som Tommaso mener, har godt af det, og denne dogmefrihed er symptomatisk for vinificeringen, der indeholder både traditionalistiske og modernistiske metoder. Kort sagt laves de enkelte vine altså på den måde, Tommaso har lyst til at lave dem, og når man har hans håndelag, så er det som regel væsentligt bedre end at følge den slagne vej. Stilen er frugtdrevet, uhyre kraftfuld og meget intens, med den lyse og elegante Valpolicella Classico som eneste undtagelse. Amaronerne er majestætiske og har frygtindgydende power, mens reciotoerne nok slet og ret er de bedste søde vine i hele landet.

Om appellationen
Passito, ripasso, recioto, amarone, classico superiore og jeg skal gi’ dig, skal jeg. Der er skruet helt op for appellations-teknikaliteterne og de vitikulturelle spidsfindigheder nord for Verona i dalen omkring landsbyen Valpolicella, der giver navn til området. Recioto var den oprindelige version af rosin-vinen, og det formodes at amaronen opstod ved en fejl, hvor recioto fik lov at gære ud, og dermed miste sødmen til fordel for alkohol, i hvad der for nogle årtier siden betragtedes som ufattelige mængder. 15-16 % er ikke længere noget man studser så voldsomt over. Amarone og recioto er afgjort noget for sig, men området byder også på mere vanlig bordvin (blot benævnt valpolicella). Classico, hvis druerne høstes i den oprindelige og mere prestigiøse zone; superiore, når druernes beskaffenhed giver mulighed for at gære minimum 12 % alkohol og man samtidig lagrer vinen i mindst et år. Ripasso fortæller historien om, at druekvas fra overstået produktion af amarone eller recioto pumpes over i basisvinen, der på den måde får tilsat lidt ekstra charme.

Valpolicella Ripasso

Beskrivelse
Ripasso laves ved at genbruge bærmen, dvs. frugtdele og drueskaller, fra amarone-produktionen, hvor den efter at have lagt materie til den kraftfulde Valpolicella-celebritet kan bibringe den almindelige valpolicella yderligere koncentration af smag, tannin og alkohol. Her i en moden og veltilfreds udgave fra dygtige Lonardi, som med sin overbevisende årgang 2001 fra Classico-området fornemt eksponerer, hvad en traditionel ripasso skal kunne. Åben og imødekommende næse af æble og kirsebær med en flot dybde efter årene i flasken. Munden er stramt komponeret og holder den ellers indladende pibetobak-/maltbolsje-sødme i næsen fint i ave. For vinen er tør og saftig; koncentreret men stadig let at drikke; dyb og alligevel umiddelbart venlig og attraktiv.

Anvendelse, behandling og lagring
”God til pølser, lyst kød og svampe”, mener Giuseppe Lonardi selv. Vi kan her fra supplere med ”- og alt andet, som kan indtages i månederne mellem august og maj”. Nærværende ripasso er en strålende allroundvin i landet med gris på bordet fire gange om ugen og en udtalt kærlighed til at skylle den ned med velproduceret rødvin med personlighed. En times tid på karaffel er påkrævet, hvis vinen skal optimeres fra første slurk. Server den herefter ved 17 grader i store glas. Vinen er drikkemoden, men vil optage yderligere kompleksitet og interessante dimensioner ved lagring indtil 2010.

Om producenten
”I vores familie hedder den førstefødte søn altid Giuseppe”. Traditioner spiller tilsyneladende en vis rolle hos familien Lonardi, der inkarnerer alt det, vi i den pittoreske lup ser for os som ægte italiana. Fra tilholdsstedet i Marano i Valpolicella Classico driver familien, med Giuseppe (!) i spidsen, både familiens vinvirksomhed og det osteria, der sikrer den lokale kogekunsts tilgængelighed for lokale og tilrejsende ganer. Da vores nulevende ’Bepi’ (lad os da bare være på kælenavn) i 1984 overtog fra farmand-Bepi, var det med intentionen om at fokusere ensidigt på vinproduktionen. Lokale protester fra stamgæsterne har sikret at restaurationen endnu består, men vinen fik heldigvis også den proklamerede ekstra opmærksomhed. Traditions-fokus har ikke stået i vejen for lysten til at udfordre og prøve noget nyt. Bedst eksemplificeret ved super-valpolicellaen Priviligia. Lige dele cabernet franc og corvina og delvist passito (vinificeret på tørrede druer – amarone-metoden).

Om appellationen
De tre områder er alle placeret mindre end et par veltrænede spytklatter fra Venetos hovedby Verona. Bardolino helt ned til Gardasøens bredder, med fokus på rødvinsproduktion og en ofte traditionsbevidst udnyttelse af de lokale druer corvina og rondinella plus en stribe mere perifere, fuldstændig som i det mere berømte nabodistrikt Valpolicella. Lige syd for finder vi Custoza, som er mest kendt for sin produktion af hvidvin, og dermed ligner den mere østligt beliggende nabo, Soave, som flere af os nok har noteret eksistensen af. Her hersker den oprindelige drue garganega og lægger frugt til områdets smukke vine, der kan være alt fra sprøde og læskende til mere runde og bløde, som netop er betydningen af det italienske ord ”soave”.

Ofero Negroamaro

Beskrivelse





Om producenten
Syd for Brindisi, langt, langt nede i støvlens hæl bager solen ned på Paolo Leos vinstokke. De har vokset der længe som en del af Vinagri Puglia. Først for ti år siden fik de selskab af Paolo, som trådte til med moderne metoder, modningsanalyser og en fornemmelse for markedet, som mange af hans naboer savner. Det erklærede mål er at præsentere de lokale druesorter i moderne forklædning. Oprindeligt fungerede Vinagri som et kooperativ, men virksomheden eksponerer på fornem vin Puglias ambitioner om kvalitet frem for volumen, og det nutidige tilsnit krævede midt i 90’erne en privatisering af foretagendet. I dag tilvirkes 11 cuvéer fra sprødt hvidt til ultrakoncentreret og umiskendeligt syditaliensk rødt.

Om appellationen
Puglia, hælen i den italienske støvle, og akillessenen i italiensk vin. Områdets potentialer er store, og med den rette tilgang tilbyder de naturgivne forhold muligheder for at producere flotte vine. Puglia mangler dog stadig at slå sit ry fast som andet end det sted, man køber tunge, (over)modne, blandede vine i en stil, der ikke lefler for præferencer hos klodens vin-trojka. Men tro os, der arbejdes på sagen, og der dukker jævnligt enkelte vine eller producenter op, som sætter traditionen på porten og giver frugt og finesse prominente pladser i de forreste smagsgemakker. Salento-halvøen, selve hælen, ligger varmt og solbeskinnet. Den geografiske placering ville i vinperspektivet være problematisk, hvis ikke det var for de to nærværende køleelementer: det Ioniske og Adriaterhavet. De sikrer, at syren ikke forsvinder i modningsprocessen af de lokale druer: primitivo di manduria, negroamaro, malvasia nera m.fl.

Valpolicella Classico DOC

Beskrivelse
Sådan skal en klassisk valpolicella skæres. Det her har ingenting med amarone at gøre, selvom frugten kommer fra de samme druer på samme marker. Her dog vinificeret til det, som er Venetos kernekompetence: en spændstig, sprælsk, levende og forfriskende yngling, som er drevet af sin markante og læskende syre- og tanninstruktur. Frugten er let, konstruktionen feminin, og helheden tør og fast. Næsen er stadig i sin vorden; let urtet, begyndende muldet, indbydende og behersket. En vin med det hele kørende for sig og endnu mere i vente.

Anvendelse, behandling og lagring
Lonardis purunge valpolicella er et skoleeksempel på den traditionelle vinstil, som de lokale elsker, men som ikke lefler for markedets præference for sødt, rundt og rart. Her er den ægte vare, perfekt til det venetianske køkken med indkogte sovse, svampe, fløde, smør, urter, polenta, pølser og oste – valpolicellaen klarer det hele. Den faste struktur lover godt for positiv udvikling i flasken. Selvom Lonardi junior er klar til de voksnes bord, er der mere i vente inden for en årrække. Bedst mellem 2010 og 2016. Nyd af mellemstore glas ved 16 grader.

Om producenten
”I vores familie hedder den førstefødte søn altid Giuseppe”. Traditioner spiller tilsyneladende en vis rolle hos familien Lonardi, der inkarnerer alt det, vi i den pittoreske lup ser for os som ægte italiana. Fra tilholdsstedet i Marano i Valpolicella Classico driver familien, med Giuseppe (!) i spidsen, både familiens vinvirksomhed og det osteria, der sikrer den lokale kogekunsts tilgængelighed for lokale og tilrejsende ganer. Da vores nulevende ’Bepi’ (lad os da bare være på kælenavn) i 1984 overtog fra farmand-Bepi, var det med intentionen om at fokusere ensidigt på vinproduktionen. Lokale protester fra stamgæsterne har sikret at restaurationen endnu består, men vinen fik heldigvis også den proklamerede ekstra opmærksomhed. Traditions-fokus har ikke stået i vejen for lysten til at udfordre og prøve noget nyt. Bedst eksemplificeret ved super-valpolicellaen Priviligia. Lige dele cabernet franc og corvina og delvist passito (vinificeret på tørrede druer – amarone-metoden).

Om appellationen
De tre områder er alle placeret mindre end et par veltrænede spytklatter fra Venetos hovedby Verona. Bardolino helt ned til Gardasøens bredder, med fokus på rødvinsproduktion og en ofte traditionsbevidst udnyttelse af de lokale druer corvina og rondinella plus en stribe mere perifere, fuldstændig som i det mere berømte nabodistrikt Valpolicella. Lige syd for finder vi Custoza, som er mest kendt for sin produktion af hvidvin, og dermed ligner den mere østligt beliggende nabo, Soave, som flere af os nok har noteret eksistensen af. Her hersker den oprindelige drue garganega og lægger frugt til områdets smukke vine, der kan være alt fra sprøde og læskende til mere runde og bløde, som netop er betydningen af det italienske ord ”soave”.

Valpolicella DOC (Castel san Pietro)

Beskrivelse
Udmærket begynder-valpolicella med fin geografisk reference. Montresors basis-valp inkarnerer arketypen for appellationens hovedprodukt – den generiske valpolicella, som alle tider har været en let, alkoholsvag, forfriskende og alligevel velstruktureret rødvin til at drikke, mens den stadig besad sin ungdoms saft og kraft. Og det er netop, hvad denne vin gør. En lille grøn og græsset tone bibringer filejsen et køligt touch til den ellers vinøse frugtnæse. Munden defineres af relationen mellem syre, tannin og frugt – førstnævnte leder og fordeler, mens de sidste passer deres job upåklageligt. Sådan skal en god hverdags-valpolicella skrues sammen!

Anvendelse, behandling og lagring
En let og fersk vin, som vil begå sig strålende i selskab med alverdens pastaretter, lige fra dem med fisk og skaldyr til versioner med kød, svampe og tomat. Prøv også i let afkølet tilstand, dvs. 12-15 grader, til charcuteri eller noget så arkaisk som en klar suppe. Hvis den ikke skal være decideret kølig, så må vinen faktisk godt få lidt temperatur for at dampe flere frugtige aromaforbindelser af i en fart, fx 20 grader. Karaflen kan du spare til en anden gang, men server af dine gode vinglas på en solskinsdag. Der er ingen særlig grund til at gemme på godterne; dels vil der næppe være den store kvalitetsfremgang over årene, og dels er det friske islæt et centralt og vigtigt element i vinens ærinde.

Om producenten
Gigantproducenten Montresor er lig med stordriftsfordele på glas. Druerne kommer fra en Verona-baghave på rundt regnet 100 hektar satellitovervågede vinmarker. Satellitterne sikrer at druernes tilstand er under konstant observation og muliggør rettidig indgriben, hvis noget ikke går som vinpræsten prædiker. Frem for alt betyder det, at druerne kan plukkes, når den perfekte modenhedsgrad er indtruffet, evt. kun på mindre markafsnit ad gangen. Det er der mange seriøse vinmagere, der vil misunde dem efter den 17. markvandring, som alligevel kun skabte et nødtørftigt billede af tingenes tilstand. Montresor dækker veneto-paletten bredere end de fleste; shop løs blandt vine fra Valpolicella, Bardolino, Custoza og Soave. Når du sætter tænderne i lyksalighederne, kan du eventuelt gøre det til historien om familiens plads i litteraturen, nedstamningen fra et hæderkronet Loire-slot i 1600-tallet og om, hvordan de har vundet priser fra nær og fjern. Googl derudeaf!

Om appellationen
De tre områder er alle placeret mindre end et par veltrænede spytklatter fra Venetos hovedby Verona. Bardolino helt ned til Gardasøens bredder, med fokus på rødvinsproduktion og en ofte traditionsbevidst udnyttelse af de lokale druer corvina og rondinella plus en stribe mere perifere, fuldstændig som i det mere berømte nabodistrikt Valpolicella. Lige syd for finder vi Custoza, som er mest kendt for sin produktion af hvidvin, og dermed ligner den mere østligt beliggende nabo, Soave, som flere af os nok har noteret eksistensen af. Her hersker den oprindelige drue garganega og lægger frugt til områdets smukke vine, der kan være alt fra sprøde og læskende til mere runde og bløde, som netop er betydningen af det italienske ord ”soave”.

Il Bacio Rosso

Beskrivelse
I just want your extra time and your … bacio! Syditaliensk læbeguf! En velmodnet negroamaro lige efter skolebogens side ét. Let krydret næse a la kaffe, lakrids og spagnum med stadigt friske overtoner af blomme og jordbær. Munden velproportioneret med en behagelig struktur af læskende syre og afrundede tanniner, som gør det pugliesiske tungekys til en oplagt aktivitet både før, under og efter maden.

Om producenten
Syd for Brindisi, langt, langt nede i støvlens hæl bager solen ned på Paolo Leos vinstokke. De har vokset der længe som en del af Vinagri Puglia. Først for ti år siden fik de selskab af Paolo, som trådte til med moderne metoder, modningsanalyser og en fornemmelse for markedet, som mange af hans naboer savner. Det erklærede mål er at præsentere de lokale druesorter i moderne forklædning. Oprindeligt fungerede Vinagri som et kooperativ, men virksomheden eksponerer på fornem vin Puglias ambitioner om kvalitet frem for volumen, og det nutidige tilsnit krævede midt i 90’erne en privatisering af foretagendet. I dag tilvirkes 11 cuvéer fra sprødt hvidt til ultrakoncentreret og umiskendeligt syditaliensk rødt.

Om appellationen
Puglia, hælen i den italienske støvle, og akillessenen i italiensk vin. Områdets potentialer er store, og med den rette tilgang tilbyder de naturgivne forhold muligheder for at producere flotte vine. Puglia mangler dog stadig at slå sit ry fast som andet end det sted, man køber tunge, (over)modne, blandede vine i en stil, der ikke lefler for præferencer hos klodens vin-trojka. Men tro os, der arbejdes på sagen, og der dukker jævnligt enkelte vine eller producenter op, som sætter traditionen på porten og giver frugt og finesse prominente pladser i de forreste smagsgemakker. Salento-halvøen, selve hælen, ligger varmt og solbeskinnet. Den geografiske placering ville i vinperspektivet være problematisk, hvis ikke det var for de to nærværende køleelementer: det Ioniske og Adriaterhavet. De sikrer, at syren ikke forsvinder i modningsprocessen af de lokale druer: primitivo di manduria, negroamaro, malvasia nera m.fl.

Primitivo Fantasia

Beskrivelse
Primitivo fra en af sine mest delikate og strukturelt velholdte sider. Fantasia byder på en pirrende sødmefuld næse af fuldmoden solskinsfrugt på et spændende fundament af tungere, animalske toner, der giver helheden personlighed og kant. Munden er velafstemt, frisk og saftig, og de beskedne 13,5 % alkohol er nøje integreret i den mørkerøde substans. Det samme må siges om den afmålte brug af træ, som alene mærkes som en diskret omformulering af frugten, der har nydt godt af lidt iltning og en distant røget tone. Det har åbnet hele formen og gjort vinen let tilgængelig, rund og rar allerede i sin relative ungdom. En veltrænet syditaliener med fart over sit fantasifulde felt.

Anvendelse, behandling og lagring
En vin med mange anvendelsesmuligheder, der kun lader sig begrænse af din fantasi. Så er det godt, at vinen har masser af slagsen, og i øvrigt ikke er kræsen med sine evner udi gastronomisk akkompagnement. Idéel til flæskesteg med svær og brunede kartofler med sovs (lyder det bekendt?), men åben for forslag i retning af koteletter, sammenkogte retter af kalvekød og sågar kulinariske eksperimenter med inpiration fra østen og resten af de syv have. Vinen er stadig ung og kan sagtens gemmes et par år eller tre. Nyd den ved 17 grader af dine store vinglas, og forkæl den og dig selv med en times tid på karaffel, hvis omstændighederne tillader det.

Om producenten
Campagnola er en vinvirksomhed af en anseelig størrelse og en særdeles moderne statur. Under eget navn markedsføres basisserien, og Giuseppes frue, Catarina Zatardini, lægger navn til top-serien (prestige private selection, tjuhej!). Men her stopper det ikke, for virksomheden har, under paraplyen Il Mercante, kontrollen med 15 andre brands. Heriblandt Cantico der leverer vores moscato spumante. Det hele styres fra et fuldt udstyret og velbemandet laboratorium. Her mestres kemiske og mikrobiologiske analyser, og betjenes spektrofotometer og spektroflourimetriske detektorer, samt apparater til måling af atomisk absorbance. Velkommen til vinens moderne verden. Måske giver vi køb på nogle romantiske forestillinger, men er det ikke det i glasset, der tæller? Vi kunne også fortælle historien om den uafbrudte række af Campagnola-generationer, som de sidste hundrede år, har opretholdt familiens traditioner for vinfremstilling. Men den har du hørt før.

Om appellationen
Puglia, hælen i den italienske støvle, og akillessenen i italiensk vin. Områdets potentialer er store, og med den rette tilgang tilbyder de naturgivne forhold muligheder for at producere flotte vine. Puglia mangler dog stadig at slå sit ry fast som andet end det sted, man køber tunge, (over)modne, blandede vine i en stil, der ikke lefler for præferencer hos klodens vin-trojka. Men tro os, der arbejdes på sagen, og der dukker jævnligt enkelte vine eller producenter op, som sætter traditionen på porten og giver frugt og finesse prominente pladser i de forreste smagsgemakker. Salento-halvøen, selve hælen, ligger varmt og solbeskinnet. Den geografiske placering ville i vinperspektivet være problematisk, hvis ikke det var for de to nærværende køleelementer: det Ioniske og Adriaterhavet. De sikrer, at syren ikke forsvinder i modningsprocessen af de lokale druer: primitivo di manduria, negroamaro, malvasia nera m.fl.

Pallazzo del Giardino - Maffei rosso

Beskrivelse
Uforskammet lækker lille sag med en åben og imødekommende næse af velmodnet solskinsfrugt med tydelige cabernet- og merlot-varietale referencer. Solbær, lakrids, blyantspidser og cigarkasse uden at foregive de store abstrakter og kompleksitet. Her bliver leveret fra hånden til munden, og sidstnævnte takker sjældent nej. Strukturen er blød og rund og uden antydning af skarpe kanter. Det formår Maffei Rosso uden at blive upersonlig og ligegyldig. Vinen formulerer sin kvalitet i ren og uforfalsket drikkeglæde, og tager ikke stilling til terroir, årgang, lagring og andre småakademiske typer. En ligeud-af-landevejen-vin med stor herlighedsværdi!

Anvendelse, behandling og lagring
Vinen til enhver uformel og afslappet lejlighed, hvor det vigtige er samtalen og det gode selskab. Maffei er vinen, alle kan lide, og som sådan idéel til større selskaber, receptioner, bryllupper og begravelser (bliver der ikke generelt drukket for lidt vin til begravelser?). Hvis du kan spænde det fast på en tandstik, passer det godt til vores lille bordvin, men herren kan ubesværet stå alene, hvis du foretrækker et friskt og behageligt plastikkrus i parken, på båden eller på campingpladsen til lyden af pølsespræk på engangsgrill og ungernes fodboldspil på nyslået græs. Nyd ved 16-18 grader inden år 2009. Ingen grund til at dekantere.

Om producenten
Gigantproducenten Montresor er lig med stordriftsfordele på glas. Druerne kommer fra en Verona-baghave på rundt regnet 100 hektar satellitovervågede vinmarker. Satellitterne sikrer at druernes tilstand er under konstant observation og muliggør rettidig indgriben, hvis noget ikke går som vinpræsten prædiker. Frem for alt betyder det, at druerne kan plukkes, når den perfekte modenhedsgrad er indtruffet, evt. kun på mindre markafsnit ad gangen. Det er der mange seriøse vinmagere, der vil misunde dem efter den 17. markvandring, som alligevel kun skabte et nødtørftigt billede af tingenes tilstand. Montresor dækker veneto-paletten bredere end de fleste; shop løs blandt vine fra Valpolicella, Bardolino, Custoza og Soave. Når du sætter tænderne i lyksalighederne, kan du eventuelt gøre det til historien om familiens plads i litteraturen, nedstamningen fra et hæderkronet Loire-slot i 1600-tallet og om, hvordan de har vundet priser fra nær og fjern. Googl derudeaf!

Om appellationen
De tre områder er alle placeret mindre end et par veltrænede spytklatter fra Venetos hovedby Verona. Bardolino helt ned til Gardasøens bredder, med fokus på rødvinsproduktion og en ofte traditionsbevidst udnyttelse af de lokale druer corvina og rondinella plus en stribe mere perifere, fuldstændig som i det mere berømte nabodistrikt Valpolicella. Lige syd for finder vi Custoza, som er mest kendt for sin produktion af hvidvin, og dermed ligner den mere østligt beliggende nabo, Soave, som flere af os nok har noteret eksistensen af. Her hersker den oprindelige drue garganega og lægger frugt til områdets smukke vine, der kan være alt fra sprøde og læskende til mere runde og bløde, som netop er betydningen af det italienske ord ”soave”.

Passitivo Primitivo

Beskrivelse
Original, innovativ og på alle måder spændende vin, der endnu engang sprænger rammerne for Paolo Leos virkefelt. Passitivo hedder, som den gør, fordi den er lavet af druen primitivo ved hjælp af den såkaldte appassimento-metode. Den går ud på at tørre druerne før gæring for at opnå en koncentration af relationen mellem frugt, skin, sukker og væske. Sådan laver man også amarone, og slægtskabet fornægter sig ingenlunde. Passitivo præsterer en imponerende koncentration og tyngde, som på smukkeste vis balanceres af en klippefast struktur og en frisk frugtighed, der ikke lader sig kue af den muskuløse statur. Næsen øser villigt af hindbær, piratos, brownie, ribs og vejarbejde på en sommerdag, alt dog i et fokuseret og målrettet udtryk. Flot nyskabelse.

Anvendelse, behandling og lagring
De sødeste amaroner er bedst helt uden gastronomisk følgeskab, og de mindre søde kan bedst sættes til en ordentlig bøf med en reduceret glace – hvis de da ikke skal drikkes til chokoladekage. Men så sød er denne primitivo-version ikke, og anvendelsesmulighederne er meget større inden for det salte køkken. Med sin lette sødme og velvoksne alkoholindhold er det og en god idé at køle vinen ned til 14-16 grader før servering, og som sådan fungerer den godt til de første dele af måltidet. Prøv fx til postejer, charcuteri eller sågar en frisk ost. Det vil give nogle originale oplevelser. Vinen er bedst i sin ungdom, og bør konsumeres inden 2012. Dekantering er ikke nødvendig, men en lille svingom i karaflen skader jo aldrig.

Om producenten
Syd for Brindisi, langt, langt nede i støvlens hæl bager solen ned på Paolo Leos vinstokke. De har vokset der længe som en del af Vinagri Puglia. Først for ti år siden fik de selskab af Paolo, som trådte til med moderne metoder, modningsanalyser og en fornemmelse for markedet, som mange af hans naboer savner. Det erklærede mål er at præsentere de lokale druesorter i moderne forklædning. Oprindeligt fungerede Vinagri som et kooperativ, men virksomheden eksponerer på fornem vin Puglias ambitioner om kvalitet frem for volumen, og det nutidige tilsnit krævede midt i 90’erne en privatisering af foretagendet. I dag tilvirkes 11 cuvéer fra sprødt hvidt til ultrakoncentreret og umiskendeligt syditaliensk rødt.

Om appellationen
Puglia, hælen i den italienske støvle, og akillessenen i italiensk vin. Områdets potentialer er store, og med den rette tilgang tilbyder de naturgivne forhold muligheder for at producere flotte vine. Puglia mangler dog stadig at slå sit ry fast som andet end det sted, man køber tunge, (over)modne, blandede vine i en stil, der ikke lefler for præferencer hos klodens vin-trojka. Men tro os, der arbejdes på sagen, og der dukker jævnligt enkelte vine eller producenter op, som sætter traditionen på porten og giver frugt og finesse prominente pladser i de forreste smagsgemakker. Salento-halvøen, selve hælen, ligger varmt og solbeskinnet. Den geografiske placering ville i vinperspektivet være problematisk, hvis ikke det var for de to nærværende køleelementer: det Ioniske og Adriaterhavet. De sikrer, at syren ikke forsvinder i modningsprocessen af de lokale druer: primitivo di manduria, negroamaro, malvasia nera m.fl.

Primitivo di Manduria

Beskrivelse
En smagfuld nyklassiker på den alt andet end primitive primitivo. Druen er nok kendt for at lave koncentrerede og frugtmodne vine, men her er et usædvanligt elegant og harmonisk eksempel på primitivos formåen. Frugten er cool og fokuseret, strukturen fast og veldefineret og helheden i imponerende balance uden at blive glat og upersonlig. Næsen passer som Hans i Grethe med den samlede komposition med sine fine noter af brombær, skovbund, kaffe og chokolade med et let røget skær fra den velafstemte tid på små fade. Stilfuld lækkerbisken til onsdage, der gerne mjå lugte lidt mere af lørdag.




Om producenten
Syd for Brindisi, langt, langt nede i støvlens hæl bager solen ned på Paolo Leos vinstokke. De har vokset der længe som en del af Vinagri Puglia. Først for ti år siden fik de selskab af Paolo, som trådte til med moderne metoder, modningsanalyser og en fornemmelse for markedet, som mange af hans naboer savner. Det erklærede mål er at præsentere de lokale druesorter i moderne forklædning. Oprindeligt fungerede Vinagri som et kooperativ, men virksomheden eksponerer på fornem vin Puglias ambitioner om kvalitet frem for volumen, og det nutidige tilsnit krævede midt i 90’erne en privatisering af foretagendet. I dag tilvirkes 11 cuvéer fra sprødt hvidt til ultrakoncentreret og umiskendeligt syditaliensk rødt.

Om appellationen
Puglia, hælen i den italienske støvle, og akillessenen i italiensk vin. Områdets potentialer er store, og med den rette tilgang tilbyder de naturgivne forhold muligheder for at producere flotte vine. Puglia mangler dog stadig at slå sit ry fast som andet end det sted, man køber tunge, (over)modne, blandede vine i en stil, der ikke lefler for præferencer hos klodens vin-trojka. Men tro os, der arbejdes på sagen, og der dukker jævnligt enkelte vine eller producenter op, som sætter traditionen på porten og giver frugt og finesse prominente pladser i de forreste smagsgemakker. Salento-halvøen, selve hælen, ligger varmt og solbeskinnet. Den geografiske placering ville i vinperspektivet være problematisk, hvis ikke det var for de to nærværende køleelementer: det Ioniske og Adriaterhavet. De sikrer, at syren ikke forsvinder i modningsprocessen af de lokale druer: primitivo di manduria, negroamaro, malvasia nera m.fl.